Livestreaming i Gjern: Liv udenfor Jorden?

jordkloden i rummet
Kom tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser i foredragsserien, der livestreames fra Aarhus Universitet.
Dato
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Alle: Gratis
Sted
Gjern Bibliotek
Bibliotek
Gjern Bibliotek
I samarbejde med
Gjern Natur
Adresse

Skovvejen 6
8883 Gjern
Danmark

Liv, som vi kender det, kræver flydende vand, energi og de komplekse organiske molekyler som udgør livets byggesten – byggesten som måske er kommet fra rummet. Men hvad er liv? Kan det opstå under andre betingelser? Kan vi mon finde liv uden for Jorden? Se og lyt med, når astrokemiker Liv Hornekær og astrobiolog Kai Finster gør os klogere på, om vi kan finde liv udenfor Jorden. 

”Er vi alene i universet?" er et af menneskehedens mest grundlæggende og dragende spørgsmål. I dag er det ikke længere kun et filosofisk tankeeksperiment. Forskere undersøger aktivt spørgsmålet om 'liv udenfor Jorden' i laboratorierne og med advancerede instrumenter. Men hvad er liv egentlig? Hvordan opstår det? Og hvordan kan vi genkende det på en fjern planet? 

Når det kommer til livets molekylære byggesten har forskningen gjort store fremskridt. Vi har nemlig fundet nogle af byggestenene på kometer og har vist, at de kan dannes selv under de meget lave temperaturer og tryk der findes i de interstellare støv- og molekyle-skyer, hvor nye stjerner og planeter fødes. Herfra kan de blive leveret til overfladen og atmosfæren af nydannede planeter via fx meteoritter.

Forsøg som begyndte i 1950’ernes kemi-laboratorier har desuden vist, at byggestenene måske også kan dannes i Jordens atmosfære og samles i havene – i det vi kalder "ursuppen". På den unge Jord har disse byggesten samlet sig til de første primitive celler. Måske kan det samme også ske på andre planeter?

I foredraget vil du desuden høre om Mars og planeter udenfor vores solsystem – såkaldte exoplaneter – og om de kan være hjemsted for hidtil ukendte livsformer. Nogle exoplaneter kan have livsbetingelser, der ligner dem på Jorden. Desuden rummer de isdækkede måner Europa og Enceladus, der kredser om henholdsvis Jupiter og Saturn, skjulte oceaner hvor liv måske kan trives.

Arrangementet er et samarbejde med Gjern Natur.